Vi bliver skamfulde, når vi ser på os selv gennem en andens blik. Den andens blik tillægger vi en mening, som er den, der rammer os. Vi opdager ikke altid skammen, vi mærker bare følelsen. Når vi eksempelvis i et splitsekund har et håb eller en forventning om noget positivt i en relation og så oplever det modsatte, kan vi blive skamfulde og føle os mindre værd. Vi bliver ikke skamfulde over de samme ting og hændelser, så vi må finde det skamfulde og give det kærlig omsorg.

Det hænder for de fleste af os, at vi kommer til at betragte os selv som en fiasko. Vi kommer til at gøre noget, vi selv eller andre synes er latterligt eller dumt. Når fiaskofølelsen først får sig selv inviteret indenfor i vores liv, kan den være vanskelig at smide ud. Det er min erfaring, at det ofte er vores opvækst, opdragelse eller den kultur, vi lever i, der gør os forkerte - forkerte i forhold til det, vi egentlig gerne vil mene eller være. Jeg mener, det er vigtigt at få øje på, hvor fiaskostemmerne kommer fra, og hvordan vi kan sige ja tak til det liv, vi gerne vil leve.

Stress er ikke noget, der kommer af sig selv. Stress er en belastning, der er kommet på baggrund af omgivelserne og i samspillet med dem. Ved stress har vores sympatiske nervesystem været aktivt over længere tid, hvilket kan give både fysiske og mentale symptomer som hjertebanken, trykken for brystet, åndenød, udmattelse og dårlig fordøjelse.

Når stressen får tag i os, har den ofte ensomhedsfølelsen med sig — følelsen af at være alene om at klare det hele og det kan være svært at bede om hjælp. Det er min oplevelse, at vi gennem terapi kan få øje på de mennesker, der betyder noget for os, og hvem der ikke gør, og således blive bevidste om vores "livsklub" og samtidig have fokus på egne værdier, som skal hjælpe os med at prioritere og sende stressen ud ad døren.

Angst er en naturlig grundfølelse, der kommer til os, når vi kommer i situationer, der kan føles farlige. Angsten sikrer, at man reagerer hurtigt og instinktivt, og at man fx går væk eller forsvarer sig, hvis man føler sig truet. Nogle gange kan angstfølelsen komme ud af proportion og vise sig i situationer, der almindeligvis ikke udløser angst. Det er min oplevelse, at angsten hos os hver især føles forskellig, og vi kan have forskellige fysiske reaktioner på angst. Angsten kan besøge os hele tiden, ofte eller ind imellem. Når angsten er der, kan den forhindre os i at være i hverdagen - fx købe ind, tage bussen og være med venner. Den kan også plante følelsen af ikke at være noget værd eller frygten for at dø.
Ved at tale om angsten - lære den at kende, finde ud af hvad der trigger den og hvilke effekter den har på os - kan vi bruge mentale redskaber til at håndtere den. Min erfaring er, at når vi retter fokus på selv små tegn på modmagt, kan vi give den uhensigtsmæssige angst kamp til stregen.

Depression er ikke at være ked og trist, men de to følger ofte med. Depression stjæler som en tyv i natten vores energi, overskud og hukommelse, og den planter hos de fleste en selvbebrejdelse og skyldfølelse over ikke at slå til. Ved at tale om det, der er vigtigt og værdifuldt for os i livet - værdier, der muligvis er blevet eller bliver trådt på - kan vi begrænse depressionens indflydelse.

Måske er der kendetegn i vaner og reaktionsmønstre, som depressionen har fået os til at gøre, tale og tænke på, som vi kan lære at genkende og være bevidste om og måske gøre anderledes og derved langsomt genvinde overskud og balance.

Sorgen kan flytte ind hos os i mange aspekter af livet. Sorgen ved dødsfald er nok den, vi kulturelt taler mest om, men en pårørende, der bliver syg og forandrer sig, en skilsmisse, kærlighed der stadig er, at miste en rolle, et job, lemmer eller identitet ved sygdom, kan bære på lige så meget sorg og oplevelse af tab.

Sorg kan ses som en eksistentiel oplevelse, fordi livet nogle gange byder på livsændringer, man må være i. Det er forskelligt for os, hvilke reaktioner der flytter ind hos os sammen med sorgen. Følelser som fortvivlelse, vrede, afmagt og frustration kan ramme lige såvel, som vi kan rammes af skrøbelighed og alenehed. Ofte kan det være svært for os at forklare, hvorfor lige netop den eller disse følelser rammer os - blot ved vi, at de er en del af vores vilkår, når vi mister noget eller nogen, som er betydningsfuldt for os.

Jeg tror på, at vi skal hjælpes ad med at møde sorgen og mødes i sorgen. Vi kan ikke glemme eller viske det ud, der er sket, men det kan være hjælpsomt at tale om det skete og nænsomt møde de mennesker, det handler om, for derved finde omsorg og balance i livet mellem sorgen og det øvrige liv.